Perimenopausen
Lad os tale om perimenopausen…
Perimenopausen kan føles som ét langt mentalt og emotionelt sh!tshow.
Det er – uden sammenligning – en af de mest forvirrende og kaotiske perioder i en kvindes liv. Jeg ville ønske, nogen havde forberedt mig. Så var jeg gået ind i mine 40’ere med langt mere ro og og langt mere håb.
Perimenopausen er den overgangsperiode, der går forud for menopausen. Det er her, kroppens hormonbalance begynder at ændre sig – ofte længe før menstruationen stopper helt. Hos nogle kvinder starter perimenopausen i slutningen af 30’erne, men oftest i 40’erne - og slutter først, den dag din menstruation ophører helt.
Progesteron falder først, og det kan gøre kroppen mere sårbar, følsom og urolig. Samtidig bliver østrogen mere ustabilt og kan svinge kraftigt op og ned. For mange føles det, som om kroppen pludselig opfører sig anderledes – uden at man helt forstår hvorfor.
Det er netop disse hormonelle udsving, der kan give symptomer som søvnproblemer, humørsvingninger, nedsat sexlyst, tørre slimhinder, vægtøgning, udtalt træthed, muskel- og ledsmerter, hjernetåge, hjertebanken, angst, hedeture, uregelmæssig menstruation – og følelsen af ikke helt at kunne genkende sig selv.
Det kan føles kaotisk lige nu men tro mig - der er en vej igennem. Med viden, sparring og støtte - kan du få ro, overblik og dig selv tilbage igen.