Menopausen…
Menopausen er et tidspunkt – ikke en periode. Du er i menopause, når der er gået 12 sammenhængende måneder siden din sidste menstruation. Den gennemsnitlige menopausealder i Danmark er ca. 52 år.
For mange kvinder er det netop her, man tror, at kroppen endelig burde falde til ro efter perimenopausen, som for mange kan føles som ét langt mentalt sh!tshow. Surprise – sådan opleves det ikke altid.
Hos nogle kvinder er symptomerne fortsat tydelige og kan føles som en forlængelse af perimenopausen. Andre oplever en vis lettelse, fordi de voldsomme hormonudsving aftager. Symptomer varierer fra kvinde til kvinde.
Menopausen er en naturlig, fysiologisk proces, hvor æggestokkene stopper med at modne æg, og produktionen af de kvindelige kønshormoner – østrogen og progesteron – falder markant.
Det kan give symptomer som hedeture og nattesved, hjertebanken, tørhed i skeden og smerter ved samleje, hyppige blærebetændelser samt ændringer i humør, energi, søvn og koncentration.
Selvom menopausen er en naturlig del af livet, kan symptomerne for mange være så belastende, at de påvirker funktionsevne, arbejdsliv og trivsel i hverdagen.
Men menopausen er ikke noget, du bare skal bide tænderne sammen og leve med. Når du forstår, hvad der sker i din krop – og får den rette støtte og behandling – kan du få mere ro, overskud og funktion tilbage i din hverdag.